fredag den 26. oktober 2012

Halloween-småkager til klassen


Idag havde Gustav halloween-småkager med til klassens time. Sjældent han springer frisk op af  sengen kl 5.30. "Mor det er idag det er halloween". Til hvert barn var lavet denne portion.

torsdag den 25. oktober 2012

Halloweenlygter

Har lavet to enkle halloweenlygter. Af genbrugsglas, servietter og dekupagelim.

 
Havde nogle få fine servietter med dødningehoveder på...den ene lygte blev med denne. Noget af det sorte af servietten blev brugt til den lille lygte, og udklip af spøgelser rundt om lygten. Hyggeligt uhyggeligt i mørket....

mandag den 22. oktober 2012

Hæklede græskar

 
Har været i halloweenhumør og hæklet et par græskar efter inspiration herfra. Har dog hæklet i dobbletgarn og i to forskellige størrelser. Desværre noget dårlig lys til at tage billede af dem.

søndag den 21. oktober 2012

Æble-skiver

Ville prøve at lave "rigtige" æbleskiver. Og fald over denne opskrift

3 æbler
1 æggeblomme
3/4 dl mælk
1 spsk olie
65 g hvedemel
1 spsk sukker
et drys kanel
en knivspids salt
1 æggehvide

olie
flormelis

Rør æggeblommer, mælk, mel,sukker, kanel og olie sammen. Pisk æggehviden stiv, og vend den i dejen.

Æblerne skrælles - bund og top skæres af, kernehuset fjernes og der skæres tre skiver af hvert æble.
Æblerne dyppes i dejen og steges i rigelig olie eller palmin til de er gyldne.
Kommes på fedtsugende papir og drysses med flormelis inden servering.

lørdag den 20. oktober 2012

Mor ud over kanten...

Jeg har denne uge haft nogle dage med stresssymptomer. Jeg får høj puls ca 110, flagrende fornemmelse i brystet...nogle gange gallopperende hjerte istedet, ryster på hænderne, bliver svimmel og genererel uro i kroppen. Det plejer dog at være meget kort tid af gangen. Men denne gang er det flere dage, hvor jeg har haft uroen og ca en time af gangen også pulsproblematikken.
Det startede for lidt over to år siden under en fyringsrunde på arbejde, hvor jeg fik episoder med høj puls. Det er paradoksalt meget sjældent på arbejde jeg får det. Der har jeg min kittel, mit professionelle ansigt at holde mig til. Jeg ved hvornår min vagt starter og slutter, og kan næsten altid føle at opgaverne er overskuelige.
Men af og til får jeg problemerne her hjemme....hvis jeg får meget travlt kan mit hoved lige pludselig gå helt i sort...lige som op til en eksamen, hvor jeg bare ikke kan se mig ud af hvordan jeg skal prioritere tingene. Men oftest er det overbelastning i det daglige, eller hvis jeg følelsesmæssigt bliver presset. Hvis jeg bliver ked eller nervøs mærker jeg det rigtig tit. Min grænse har lige som bare rykket sig.
Men mest af alt er det mine børn der kan drive mig ud over kanten...og jeg siger kanten, fordi jeg simpelthen ikke får sagt fra i tide, og bede andre om at tage over. Jeg elsker mine børn, og elsker at bruge tid med dem. Men de bruger virkelig også alt min energi nogle gange.
Anton som er 10 år er jo handicappet...og mentalt ca 3 år gammel. Så han er jo stadig meget mors dreng. Han kalder på mig konstant. Der er dage, hvor man bare ikke orker ordet MOR en gang mere. Han skal have hjælp til rigtig mange ting, så man er på hele tiden. Når han skal spise, drikke, have tøj på, medicin, hjælp til at skifte film, på wc, keder sig og er på ballade mm. Desuden er han netop mentalt 3 år, og prøver meget grænser af, og har lige nu (ok gennem noget tid) en del uhensigtsmæssig adfærd, hvor han slår, råber, bider sig selv og andre, og ja bare opsøger de ting han ikke må. Samtidig er han den kærligste dreng, med en masse humor, som bare gerne vil have hyggetid.
Og ja så lillebror som er 6 år. Normal dreng, med krudt i bagen. Og så har han jo ikke en bror at lege med, så han vil jo også hele tiden søge voksenkontakt. Lige nu vil han gerne spille bakugan med mig hele tiden...og jeg aner ikke hvad hans hjemmedyrkede regler går ud på :-). Og jeg vil så gerne, også så han ikke altid skal komme i anden række, efter Anton og hans helt grundlæggende behov. Men nogle dage render jeg nærmest bare pendulfart mellem dem, for at gøre det mest nødvendige...og så lige vaske lidt tøj, sørge for aftensmad mm.
Og så er det jeg lige pludselig ikke kan mere...kan godt mærke irritabiliteten og trætheden inden....men får ikke sagt fra.  Og så får jeg det skidt. Og som sagt plejer det at være lige så hurtigt ovre igen, men denne gang sidder det lidt bedre fast.
Men den sidste måned har også været med at vende sig til delebørn, hvor drengene så har været her det meste af tiden, fordi far har været ude at rejse med arbejde, og en efterårsferie, hvor man bare ikke lige får pausen fra børnene, mens de er i skole, og så inden ferien havde Anton lige en sygedag grundet et epileptisk anfald, og der var jubilæum på Gustavs skole mm... og så har kæresten haft nattevagter nogle dage, hvor jeg kommer til at stå lidt alene så. Små ting, men akkumuleret voksede det mig lige over hoved. Og jeg ved jo at jeg bare skal sige til. Men får det bare ikke altid gjort. Så denne gang, sad jeg og var gået kold ca 1 time før hun skulle på arbejde...så hun endte med at ringe og melde "kæreste-syg", og blev hjemme og hjalp mig til at kunne koble lidt af. Men først idag har jeg ikke uroen i kroppen, først nu føler jeg det har sluppet helt denne gang.
Og det irriterer mig, og skræmmer mig lidt...ville gerne kunne klare det hele, og var vant til at kunne det. Handicappet barn, ingen nedsat arbejdstid (30 timer som før jeg fik børn), en del organisationsarbejde og frivilligt arbejdede med julekalendere mm. Og nu må jeg erkende at jeg bare ikke kan det hele. Nogle gange kan hverdagen være nok, og mine elskede drenge kan presse mor ud over kanten....

fredag den 19. oktober 2012

Kartoffelferie......kartoffelpizza

25 g gær
1½ dl lunken vand
1 tsk salt
½ tsk sukker
2 spsk olie
100 g rugmel
125 g hvedemel

Dejen laves, og hæver ca 45 min.

1 stort rødløg skæres i meget tynde skiver
1 fed hvidløg
tørret rosmarin
3 spsk olie
4 kartofler skåret i meget tynde skiver
2 friske mozarella af 125 gram
salt

Ovnen tændes på 200 grader. Pladerne forbliver i ovnen, så de er varme. Dejen udrulles til to tynde bunde. Presset hvidløg kommes i olien, og bundene pensles. Rødløg, mozarella, kartofler og rosmarin kommes på. Til slut drysses med lidt salt og lidt olie. Kommes på de varme plader og bages ved ca 20 min, til gyldne og sprød bund.

Kærestebrød


Det var jo store bagedag her den 18/10, så der blev bagt små søde hjertebrød til kæresten og mig til morgen.

3 dl hvedemel
1 dl havregryn
½ dl sukker
1 tsk vanillesukker
3 tsk bagepulver
3 dl cheasy vanille


Blandes og udstikkes med forme. Jeg fik 14 stk. Bages ca 15 min ved 175 grader.

onsdag den 17. oktober 2012

Chokoladecupcake

Har bagt chokolade cupcakes til lidt feriehygge

2 dl sukker
2 æg
1 dl vand
1 dl olie
3 spsk kakao
1 tsk vanillesukker
1 tsk bagepulver
3½ dl mel

Blandes, kommes i forme (12 stk) og bages ca 20 min ved 175 grader-
Disse blev pyntet med den nemme udgave chokolade kagemousse fra Dr Oetker

Efterårsstemning- 2

Har lavet en lille krans af efterårets bær til at pynte inde i stuen

tirsdag den 16. oktober 2012

Efterårsstemning - 1

Der er lidt ekstra hygge her hjemme i anledning af en delvis efterårsferie.


Gustav og jeg har hygget med at dryppe lys...

søndag den 14. oktober 2012

Hæklede grydelapper


Har hæklet disse nemme blomster grydelapper som en adventsgave...ja er så småt begndt at gå i julemode :-). De var et hyggeligt lille projekt.

Madplan uge 42

Må indrømme at overblikket over næste uge ikke er så stort endnu, men her forsøg på en madplan.

Mandag: fiskefrikadeller med råkost og rugbrød
Tirsdag: brændende kærlighed al a Karen og andre barnlige sjæle
Onsdag: lasagne
Torsdag: ingen hjemme
Fredag: kartoffelpizza og salat
Lørdag: salad nicoise
Søndag: brød med tun eller makrelmousse og rejer


lørdag den 13. oktober 2012

Hjemmelavede forårsruller

Her torsdag prøvede vi at lave hjemmelavede forårsruller
Der blev købt forårsrulledej hos den viatnamesiske købmand - de små, hvor der er 50 stk i en pakke. De kostede kun 15 kr. Tror vi laver de store næste gang :-). Og prøver at lave samosaer også.

Improviseret fyld med, hvad der var i køleskabet.
2 porrer skåret i små skiver
3 forårsløg i små skiver
3 gulerødder skåret i små stykker
et lille stykke hvidkål- snittet fint
3 snackpebre skåret i små stykker
300 g magert oksekød


Det hele svitses på panden og krydres med salt, peber, soya og lidt ketchup. Pakkes i forårsrulledejen til små forårsruller og steges på panden i rigelig olie...og kommes på fedtsugende papir gabefter. de smagte skønt, stadig lidt sprøde grøntsager og mættede meget grundet en masse smag...og ja olie-

fredag den 12. oktober 2012

En vinderkage

Idag var der 40 års jubilæum på Gustavs skole, og det eneste skolen ønskede sig som gave var en masse kager til at holde fest med...et kæmpe kagebord. Man kunne deltage i kagekonkurrencen, men også bare aflevere en kage. Gustav skulle selvfølgelig have en kage med, når storebror så tit har hygge med til sin klasse.
Tænke, tænke...kager som gave...så var det præcis det de skulle få.
Der blev afleveret 59 kager...hvor mange af dem der deltog i konkurrencen ved jeg ikke.
Men Gustavs kage vandt :-). Der blev lagt vægt på udseende, da man ikke ville til at prøvesmage den alle. Ærligt så var det ikke den flotteste af kagerne. Der var nogle modeller af skolen, som virkelig var deltaljerede og superflotte. Så regnede mede at en af de kager ville vinde. Men der blev lagt fokus på fødselsdagstemaet...og derfor vandt vores kage. Tre store gaver af chokoladekage (med chokoladestykker), en masse mørdejssmåkager med sløjfer, og lidt firkantede skumfiduser med glasur, så de også lignede små gaver.


Og en meget glad 6 årig, der stolt viste sin kage frem gange mange, og blev interviewet af TV2 østjylland, og så sig selv i lokalnyhederne her til aften...og en lettet mor, der ikke blev fanget af kameraet.

torsdag den 11. oktober 2012

Tilføjelser til billedevæggen

Så er der tilføjet lidt til billedvæggen.
Fire "nye" billeder.
Et indrammet postkort - rødt af en coca cola pige, som jeg fandt på en cafe i København til kæresten
Et broderi jeg tidligere har lavet til kæresten- Homo sweet homo
En fin nummerplade som kærsten købte i genbrug for 30 kr forleden- dejlig med reflekseffekten om aftenen
Og øverst en tegning jeg også har lavet til kæresten for lidt over ½ år siden---den er nu også kommet op af flyttekasserne.

Pitabrød med krydrede kødboller og grønt

300 g kogte kartofler
300 g mager oksefars
1 finthakket løg
1 fed hvidløg
2 finthakkede forårsløg
2 æg
1/2 tsk spidskommen
1/2 tsk muskatnød
salt
peber

Farsen blandes og steges som små kødboller på panden

Tomat, agurk, peberfrugt, gulerod i små tern
Pitabrød.

Kødbollerne fik en meget let konsistens af kartoflerne, og dejlig rund krydret smag af krydderierne.
Og ungerne syntes rigtig godt om det. og vi havde endda lidt ekstra kødboller til fryseren.

onsdag den 10. oktober 2012

Majssuppe...og lidt til madpakken

Tirsdag aften stod på majssuppe. Og den smagte rigtig godt.

1 spsk chiliolie
1 løg finthakket
3 skrællede kartofler i små tern
2 skrællede gulerødder i små tern
250 g frosne majskerner
7,5 dl vand
1 terning grøntsagsbouillon
Salt
Peber
1 spsk karry
100 g smøreost med krydderurter

Løg svitses i chiliolien. Kartofler og gulerod kommes ved. Derefter majs, vand, bouillonterning og krydderier. Koges ca 15 min. Blendes og iblandes smøreost.

Serveres med brød.

Vi kom halverede grove pitabrød i ovnen med en rest tomatsauce og revet ost. Så er der lidt mere for ungerne at blive mætte af.


Et par pitabrød fik desuden en rest frikadelle i små stykker på sig...vupti pizza til madpakken.

Endnu en sofapude - denne strikket

 
Den sidste uge eller to har jeg ind imellem, når lysten kom over mig, strikket lidt på denne nye sofapude. Den er stikket af restgarn, med dobbelt garn på pind nr 2½, så den er rimelig tæt-strikket. Nu er den færdig, og kommet ind i sofaen til de andre.

tirsdag den 9. oktober 2012

Mandagens tærte

Mandagens tærte blev rigtig god med sund mager og grov tærtedej

100 g hvedemel
100 g grahamsmel
25 g smør
200 g mager mælkeprodukt fromage frais eller lign

Mel og smør smuldres. Herefter iblandes fromage frais til dejen er samlet. Hviler i køleskab min ½ time. Udrulles og kommes i tærteform

Fyld
1 snackpeber i små tern
1 porre i tynde strimler
2 gulerødder - groft revne
200 g kalkuntern

Æggemasse
1 dl skummetmælk
3 æg
200 g mager hytteost
salt
peber

Hytteost, mælk og æg blandes grundigt. Herefter blandes fyld i og kommes i tærteformen. Bages i ca 35 min ved 200 grader.

Madplan uge 41

Forsøger at forpligte mig til at lave en madplan...så derfor lagt her på bloggen.

Denne uge står på
Mandag: Tærte med grønt og kalkun/skinke
Tirsdag: Majssuppe med pizzabrød
Onsdag: Krydrede kødboller i pitabrød med salt
Torsdag: Hjemmelavede forårsruller
Fredag: Asiatisk gryderet
Lørdag: Spaghetti og kødsauce
Søndag: Rugbrød og evt rester

lørdag den 6. oktober 2012

Hjemmelavet skrubbehandske




 


 Havde set i reklamerne at Aldi har sisal og hørsnor på tilbud denne uge. To nøgler for 14 kr. Dette blev indkøbt idag, og en skrubbehandske hæklet af sisal med hørkant er lavet.Brugte hæklenål nr 5 og hæklede fastmasker ud fra 15 luftmasker. Lidt ømme fingre under hæklingen, men ellers et hyggeligt lille projekt.